RSL Europe skriver dette oplæg på deres Linkedin d. 15-5-26
”Hvorfor er fjerbolde blevet så dyre? ”
Det er et spørgsmål, vi hører oftere og oftere og dette forstår vi godt. Vi tænkte derfor, det var på sin plads at dele lidt ud af den viden, vi har hos RSL.
Markedet er ekstremt ustabilt lige nu. Råvarepriserne er steget, blandt andet som følge af Kinas supportering af svinekødsproduktionen. Ja, du læste rigtigt. Svinekød…
Qua ønsket fra Kinas regering om at begrænse import af svinekød, så har en support af den lokale produktion været løsningen. Derfor er priserne faldet på svinekød, som har medført at flere og flere kinesere køber og spiser svinekød fremfor gæs og ænder – hvilke er essentielle for produktion af fjerbolde.
Derfor har produktionen af fjerkræ været faldende over de sidste 12-18 måneder. Da fjer til fjerboldproduktionen er et afledt restprodukt til denne fødevareproduktion, er det globale udbud af fjer markant faldende.
Dette betyder selvsagt at priserne presses op på fjer, og udbuddet af fjer bliver begrænset.
Dette har så betydet, at produktionsvilkårene har ændret sig på mange parametre, ikke bare for RSL, men for hele branchen for fjerbolde.
Efterspørgslen efter fjerbolde har været i konstant vækst over en lang periode og dette forventer vi fortsætter.
RSL er verdens største producent af fjerbolde, og producerer hver måned omkring 17 mio. bolde. Dette gør at vi har en stor købekraft og kan fastholde et tilfredsstillende udbud af fjerbolde. Men det er en svær øvelse – selv for verdens største fjerboldproducent.
Vi arbejder hele tiden på at holde fast i den kvalitet, vi er kendt for – uden at lade prisen stikke helt af. Men det er en balance.
Kan man optimere noget i produktionen, uden at gå på kompromis med spiloplevelse og kvaliteten? Det er noget vi hele tiden forsøger at optimere på.
Samtidig tænker vi også over, hvad klubber og spillere selv kan gøre for at få boldene til at holde længere. Sammen ønsker vi at skabe en dialog med klubberne om hvordan de får mest muligt ud af vores bolde.
Kommenter gerne opslaget til RSL eller send os en besked info@rsl.dk, hvis du vil have tilsendt gode råd og fifs fra RSL til at reducere boldforbruget og hermed også den konstant stigende omkostning på fjerbolde!
Som klub vil vi bede om gode råd både hos RSK og hos Victor / Sportsgroup Denmark.